Monthly Archives: December 2010

This is a thank you letter. A thank you – to you, to the people I spent 2010 with – and a thank you to the year itself. It is also my looking back. My looking back at the year to remember, what happened. To think about what I went through. To be aware of what I learned. It is a story about my 2010. My hopes for it. And what actually happened.

This letter will be in Danish. I’m sorry. But my mother tongue will allow me to express myself while I think. And just let it out. Come what may.

Parts of my 2010 were all that I hoped for. Parts were magic. And parts I don’t wish for noone. Feel free to google translate, if you get curious. And if you don’t, know that I’m truly grateful for you being here, following me, walking with me – and sharing with me. You inspire me. And you make me want to share. Thank you.

Here is a link to a google translation of this post. You will lose the poetry and rhythm in the language. And some of the words are translated wrong. But you will get the point.

Tilbage
For nøjagtig et år siden skrev jeg to linjer på en gul post-it:

Farvel 2009. Jeg ønsker ikke at opleve dig igen. Du har været hård.
Tak 2009. Jeg ønsker ikke at være dig foruden. Du har lært mig mere end et årti.

2009 fik mig til at gå ind i 2010 med både et håb om og en tro på et nemmere år. Det ville være helt fair, syntes jeg, hvis jeg lige fik en pause fra de såkaldte ”livets udfordringer”. Et frikvarter fra alvor og beslutninger.

Tid
I starten af året holdt jeg bestemt intet frikvarter. Jeg havde travlt. Jeg havde så travlt på mit arbejde, at det gik ud over mit overskud. Men det var svært for mig at sige fra over for udfordringer og opgaver, der var spændende. Og hvor jeg godt kunne se, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg havde også travlt privat. For der er virkelig mange mennesker, som jeg holder af, og som giver mig værdi at være sammen med. Og så er der alle de spændende arrangementer, som jeg gerne vil deltage i og lære af. Både dem, hvor jeg møder op og modtager. Og dem, jeg giver min tid til, fordi jeg godt ved, at jeg kan gøre en forskel.

Tanker
Nogen gange tænker jeg på, om jeg kender for mange mennesker. For mange søde, spændende og inspirerende mennesker. Nogle gange tænker jeg på, om jeg engagerer mig i for mange ting eller projekter. Tager for meget ansvar. Giver for meget. Jeg har tilsyneladende svært ved at sige fra, når jeg ved, jeg kan gøre en forskel – uanset om det er for en kunde, en ven, en bekendt eller en fremmed.

Tak, men nej tak
Men jeg sagde faktisk fra. Jeg sagde fra til kærlighed. Eller potentiel kærlighed. Jeg sagde fra til kaffedates, middagstilbud, drinks og dinner. Jeg kunne ikke overskue, at nogen gerne ville se mig igen på tirsdag for at lære mig bedre at kende. På tirsdag havde jeg jo andre planer. Og nogen ville blive frustreret over, at jeg ikke havde tid til dem; At jeg fx hellere ville mødes med folk, jeg kendte fra en digital kommunikationsplatform, end at mødes med dém igen. Jeg hørte mig selv sige: ”Jeg har simpelthen for meget om ørerne”. Og det var sandhed. Jeg kunne også have sagt: ”Jeg er sgu ikke blevet nysgerrig nok af det indtryk, jeg har fået af dig, til, at jeg vil aflyse min aftale og så se dig i stedet”. Det ville også være sandhed. Den første sætning var bare lidt kortere… og jeg havde jo så travlt

Nysgerrighed
Så da jeg ikke søgte. Da jeg ikke ledte. Da kom nysgerrigheden til mig. Den kom af en opdagelse om et menneske, jeg godt kendte, som jeg havde mødt flere gange og sludret med – men som jeg aldrig rigtig havde set. Jeg havde aldrig tænkt på ham med flirtende nysgerrighed før, indtil jeg opdagede vores ligheder. Nuancerne i vores ligheder blev til inspiration og nye oplevelser. Og nysgerrigheden voksede sig så stor, at hverken ham eller jeg kunne lade den være, uanset at vi begge vidste, at timingen godt kunne have været bedre.

Sommerfuglene
Sommerfuglene kom flyvende. Tiden forsvandt. Det var som at møde en, jeg altid havde kendt, men blot været adskilt fra. Nu skulle der catches up, fortælles historier og udveksles erfaringer. Det var naturligt. Og flydende. Og der voksede en magisk tiltrækning og en fortryllende intensitet, der fik os til at smelte sammen i dyb samhørighed. Det var som at finde hjem. Og selv det at kigge ind i hinandens øjne, var som at se ind i noget af sig selv. Jeg kom til at elske ham. Og jeg nåede både at håbe og også tro på, at han var min sidste kæreste nogensinde. Vores ligheder gav mig lyst til mere, mere sammen, tid, oplevelser, udveksling, deling. Vores uligheder gav mig indsigt og opklarede årsager. De blev lærerige og livsudvidende. Vi blev fantastiske venner, drømmere, sparringspartnere og elskere – i en højere grad end vi havde prøvet før.

Konsekvens
Efter 6 måneders uafbrudt nysgerrighed kom det: Konsekvensen af den dårlige timing. Trangen til at skulle finde sig selv, alene. Trangen til det uforpligtende og ansvarsløse. Desværre kom den ikke hos mig, men hos ham. Jeg havde mødt ham, netop som han skulle ud af et gammelt forhold. Og jeg har lært i dag, at uanset hvor klar man er følelsesmæssigt til at forelske sig i en ny, så kan man ikke springe den proces over, der handler om at genetablere sig selv som individ.

Magtesløshed
Det var et chok. Der var ingen tegn på, at det ville komme. Jeg gik faktisk og troede, at det aldrig ville ske. Smerten kom. Magtesløsheden. Også klarheden over, hvilke forskelle i hver vores parathed der gjorde, at vi ikke kunne være sammen som kærester. Men mit 2009 havde lært mig at kende forskel på de tårer, jeg græder, når jeg er ked af det. Og så min gråd, når jeg er ulykkelig. Jeg var syndersmadret og meget ulykkelig.

Aura
En kollega sagde til mig:

Laura, hvor er din aura?

Min udstråling forsvandt. Mit humør. Min energi. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde ingen tålmodighed. Min natur forsvandt i en grad, at jeg slet ikke kunne genkende mig selv de første 3 uger. Jeg lærte noget om min egen rummelighed og om, hvor vigtig ærlighed er, for at jeg kan respektere folk.

Jeg ligger vågen om natten og venter på dagen. Natten er så lang. Søvnen forbliver væk. Og spørgsmål og tanker gør det umuligt at finde ro. Når dagen endelig kommer, er den så svær at overskue. Dagen er så lang. Lang fordi du ikke er her. Lang fordi du ikke kommer hjem. Lang fordi du er så langt væk. Hele 2 gader.

Meningsløsheden
Det føltes helt ironisk. Jeg havde fundet et menneske, som jeg levede med i komplet sync. Parallelle liv. Med ens rytmer, dagligdag, interesser, ønsker og færden. Nu levede vi bare vores fælles liv hver for sig, to gader fra hinanden. Vi tog til de samme ting, de samme steder. Men uden hinanden – eller med 10 minutters mellemrum. Vi loggede på de samme platforme og talte med de samme mennesker, men i hver vores adskilte samtaler.

Ikke at vi var blevet én i vores forhold. Vi var altid to – men to der bare fulgtes ad! Så det her føltes helt absurd og meningsløst; pludselig ikke at dele alle de ting, vi alligevel begge to gerne ville opleve.

Et sundere liv
Jeg opdagede, at jeg lever et sundere liv, når jeg lever i forhold, end når jeg lever alene. Jeg opdagede, hvor meget det åbenbart betyder for mig at dele selv de bitte små ting i  hverdagen. Med savnet og i sorgprocessen kunne jeg se, hvor nøjagtig i mit liv jeg er. Hvad jeg har lyst til. Hvad der giver mig værdi. Hvad mine prioriteter er. Og hvorfor. Jeg spiser endda sundere, når jeg er i forhold. Jeg er mere hjemme, når jeg er i forhold. Og selvom det kan lyde forkert, så får jeg mere tid med mig selv, når jeg er i forhold. Jeg kan godt få alenetid, selvom min kæreste er hjemme. Han er årsag til, at jeg vil hjem fra arbejde hurtigst muligt. Vi er årsagen. Vi er årsagen til, at jeg prioriterer mig selv og nærværet med ham højere end arbejde, arrangementer og andre spændende mennesker – uanset hvor stor en forskel, jeg ved, jeg kan gøre hos dem.

Andres tanker
Det blev også et år, hvor jeg skulle forholde mig til at blive kaldt både et omdrejningspunkt, en netværksdronning og noget så syret som et brand. Jeg ved godt, at jeg kan få ting til at ske. Og at jeg gør det med jævne mellemrum. Samtidig er det indimellem svært at forholde sig til, fordi jeg jo ikke synes, jeg gør noget, som alle andre ikke også kan gøre – eller allerede gør. Måske gør jeg det i en grad, der er større eller mere omfangsrig? Men jeg gør det jo, fordi det ligger i min natur.

Det med at dele. Det med at give videre.

Jeg er bestemt blevet gjort bevidst om, at folk digter egne fortolkninger om, hvilke skjulte hentydninger der mon ligger i et af mine tweets eller en blogpost. Og man kan jo tolke lige så tosset, man vil, og lave historier om både, at jeg flirter, at jeg kritiserer, eller at jeg sviner til. Men folk tæt på mig ved, at de ikke behøver at søge til min blog eller mine tweets for at finde ud af, hvad jeg tænker, eller hvordan jeg har det. Jeg fortæller dem både det gode og det smertefulde – lige ud af posen og uden nogen gættelege… mens jeg kigger dem i øjnene.

500 nye
Når man tager initiativ, tager chancer, når man er åben, og når man deler – så får man også retur. I år har jeg fået mere end 4-500 nye bekendte, kan jeg se på facebook. Det er mere end et menneske om dagen. Det er jo vildt! Og det kan umiddelbart lyde overfladisk. Men jeg opfatter det ikke sådan. Der er nemlig mennesker blandt de 500, der er blevet gode og fortrolige venner. Der er mennesker, jeg har delt alt fra timer, tanker og erfaringer med til ferier, følelser og endda kropsvæsker Og så bruger jeg i øvrigt facebook som en slags netværkskartotek, hvor jeg putter folk ind, så jeg kan finde dem igen, når jeg skal noget med dem eller har noget, de kan bruge.

Yderlighedernes år
Mit 2010 har været yderlighedernes år. Det har været helt uundgåeligt at mærke, hvor meget jeg lever. Fra ypperligste intensitet og dybere forbindelse til umådelig ulykkelighed og en følelse af ikke at være noget værd. Lige nu er jeg i en mærkelig mellemting. Det har været en sund proces. Lærerig. Indsigtsfuld. Jeg har fundet min naturlige livsenergi igen. Og jeg er et godt sted nu. Jeg er ikke i mit liv, hvor jeg for et år siden håbede, jeg ville være. Men jeg har det godt.

Tak
Vid, hvor meget vores følgeskab, links, ord og tanker giver mig i hverdagen. Hvilken inspiration, lyst og begejstring det giver mig at møde dig på enten twitter, facebook, instagram, foursquare, messenger eller skype. Hvilken værdi det har for mig at møde dig på caféer, på arbejdet, til arrangementer, netværksmøder – eller hjemme i stuen over en kop the. Jeg lærer. Jeg tager ind. Jeg får lyst til at give videre. Og jeg kommer til at afbryde dig, fordi jeg bliver så begejstret og gerne vil være med. Jeg er dybt taknemmelig for alt det, jeg får. Jeg er dybt taknemmelig for alt det, der kom i 2010 – også alt det, jeg ikke så komme. For selvom det også kostede inderlig smerte, så kom smerten af en særlig kærlighed, som jeg ikke kendte til af dén slags, på alle de fælles fronter. Og som jeg heldigvis deler med ham stadig, om end anderledes end vi delte før.

Tak til dig. Fordi du er med. Og tak til 2010 for alt, der er givet.

Stilling
Min gave til 2010 er min tagen stilling. Min ældste lillebrors kæreste mistede desværre sin kun 32-årige søster for et par måneder siden. Også dét gav mig noget at tænke over. Både inspiration og det at kunne gøre en forskel. Så jeg har taget stilling og doneret alle mine organer væk på nær min hud – ved accept fra mine pårørende.

Oven på dét afsnit kan det virke lidt makabert at afslutte. Men alt kan ske. Året er åbent, og det er jeg også. Jeg evner heldigvis at sørge for, at jeg hele tiden har mig selv med.

Come what may. Come 2011